Stjerner dannes ud af støv og gas, der er samles i store molekyleskyer, hvor tyngdekraften i de tungeste af klumperne overvinder trykket, og får gas og støv til at samle sig, falde sammen, og bliver til en stjerne. Rundt om stjernen er der en såkaldt tilvækstskive, hvor materialet fra skyen falder ned og sendes i rotation om den nydannede stjerne. Det meste af materialet bliver transporteret igennem skiven og ind til stjernen eller sendt ud i kraftige vinde, mens en lillebitte procentdel med tiden bliver til planeter – i en kompliceret proces, vi ikke helt forstår. Fysikken er drevet af et samspil imellem gasdynamik, magnetfelter, stråling der opvarmer og afkøler gassen og tyngdekraften.

De sidste 10 år har vi lært utroligt meget fra detaljerede observationer af nydannede stjerner, men astronomiens problem har altid været at man ikke kan lave kontrollerede laboratorieforsøg. Det er svært at bygge en stjerne i kælderen på Niels Bohr Institutet, og vi kan heller ikke se det hele fra forskellige vinkler, men får i stedet et projiceret billede på himlen, taget til et bestemt tidspunkt. Selvom vi kan skriver smukke ligninger, der beskriver fysikken bag, er de ikke binære. Man kan ikke bare regne med resultatet i hånden, ligesom det er svært at forudse vejret, bare med viden om gasdynamik og skydannelse. På Niels Bohr Institutet har vi en meget lang tradition for at bruge de største computere i verden til bedre at forstå universet i tæt samarbejde med observatører. Computermodeller er derfor et centralt værktøj i dag for astronomi, og udgør vores virtuelle laboratorium, der ikke kun kan lave flotte film og fine billeder, men også belyse hvad der er de vigtigste fysiske processer. Dét er fokusset for min forskning, og jeg vil fortælle om, hvordan vi nu tror, at stjernesystemer bliver til.