Hjernen er et organ med en ganske særlig opgave hos mennesker. Menneskehjernen har drevet evolutionen i en ganske bestemt retning, fordi den har gjort det muligt for mennesker at forestille sig forskellige fremtidsmuligheder ved hjælp af hukommelsen. Ved at genopleve hukommelseselementer i nye og forskellige kombinationen bruger mennesker hjernen til at vurdere forskellige mulige fremtiders betydning for velfærd og fremskridt. Opleves ingen af de mulige fremtider som optimal, kan vilkår og omgivelser ændres ved valg og udførelse af fremtidsplaner. Hjernens arbejde med denne proces afhænger især af kvaliteten og mængden af hukommelseselementer og af bevidsthedens evne til at genskabe dem i de mest fordelagtige kombinationer. En neurobiologisk grund til at det kan lade sig gøre er blandt andre funktioner netop den, at mennesker lige som andre dyrearter kan bevæge sig og derfor hele tiden skal tage stilling til bevægelsernes indhold (tid, sted, formål og måde), men for menneskers vedkommende er det hukommelsens og bevidsthedens detaljerigdom, der har været afgørende for evolutionen af det moderne menneske.