Nu er det endelig lykkedes direkte at måle gravitationsbølger, der blev forudsagt for 100 år siden i Einsteins almene relativitetsteori. Det er den sidste store brik, der falder på plads i vores teori for tyngdekraften. Målingen af tyngdebølger blev foretaget med de to LIGO eksperimenter i USA i 2015. Opdagelsen rangerer blandt de største i fysikken på linje med opdagelsen af Higgs-partiklen i 2012 og må stå højt på listen til årets Nobelpris i fysik.
Gravitationsbølger, der er vibrationer i selve rum-tidens struktur, opstår når store masser accelereres kraftigt. Begivenheden set af LIGO kom fra to sorte huller mere end en milliard lysår borte, der smeltede sammen. I den sidste brøkdel af et sekund blev der så sendt gravitationsbølger ud med en energi, der et kort øjeblik oversteg summen af energien fra alle andre objekter i universet.
Samtidig med at gravitationsbølgernes eksistens er en hjørnesten i fysikken, så åbner de et helt nyt vindue til observation af ekstreme begivenheder i universet. Med LIGO, og kommende rumbaserede gravitationsbølgedetektorer som LISA, får astrofysikerne et helt nyt værktøj til blandt andet at studere sorte huller og neutronstjerner i hidtil ukendte detaljer. Og ikke mindst, opdage helt nye fænomener, som ingen har tænkt på!