NYHEDER

Andreas Mogensen modtager H.C. Ørsted Medaljen i sølv

Andreas Mogensen modtager H.C. Ørsted Medaljen i sølv

Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) tildelte den 8. november 2024 H.C. Ørsted Medaljen i sølv for fremragende formidling af naturvidenskab til to personer: Andreas Mogensen, astronaut og adjungeret professor på DTU Space, og Henrik Stiesdal, CTO for Stiesdal og adjungeret professor på DTU Wind.

Med medaljen følger et legat på 20.000 kr. Medaljen og legatet sponsoreres af TICRA Fond.

Andreas Mogensen måtte desværre melde afbud grundet sygdom og medaljen blev derfor overrakt den 9. maj 2025 ved et arrangement i Lundbeckfond Auditoriet, hvor Andreas afholdte et spændende foredrag.

Om Andreas Mogensen siger SNUs præsident Anja C. Andersen: ”Andreas Mogensen er en dansk ESA-astronaut og intet mindre end den første dansker i rummet. Han begyndte sin træning hos European Space Agency (ESA) i 2009. I september 2015 var han på sin første 10 dages mission (Iriss) til Den Internationale Rumstation ISS, mens hans anden mission (Huginn) forløb fra august 2023 til marts 2024. Under missionerne gennemførte han bl.a. en række danske forsøg og teknologiafprøvninger. Andreas Mogensen har et helt usædvanligt formidlingstalent, der har gjort det muligt for ham at indfange alle aldersklasser og få dem til at følge de eksperimenter, han har foretaget på sine rumrejser – ikke mindst den sidste, meget langvarige. Han formår at fastholde opmærksomheden hos både unge og ældre, hvad enten han transmitterer fra rummet eller står i et auditorium. Og så har han med sin solide faglige baggrund formået at sikre Danmark en plads i rumforskningen, som er helt unik.”

”For TICRA Fond er det altafgørende at både universiteterne og det private erhvervsliv kommunikerer deres forskning præcist og forståeligt”, siger Oscar Borries, TICRA Fond. “TICRAs medarbejdere har, sammen med mange andre, nydt Andreas’ formidable fortællinger om rummet og hvad det rummer af muligheder, som har ramt både yngre og ældre danskere og gjort dem klogere – og nysgerrige efter svar på flere spørgsmål.”

Denne fulde pressemeddelelse kan downloades her