NYHEDER

Bertil Fabritius Dorch modtager H.C. Ørsted Medaljen

Bertil Fabritius Dorch modtager H.C. Ørsted Medaljen

Universitetsbibliotekchef, astrofysiker, YouTube-personlighed, hattemager og karate-sort-bælte-indehaver Bertil Fabritius Dorch modtog den 15. september 2025 ved efterårets første foredragsaften i Selskabet for Naturlærens Udbredelse H. C. Ørsted medaljen i bronze for sin mangeårige fremragende formidling af eksakt naturvidenskab til bredere kredse.

I promoveringen fremhævede Selskabets præsident Rasmus Larsen Bertil Dorchs store bidrag til SNUs HCØ udstilling i 2020 og SNUs jubilæumsudstilling “Fra Forsker til Folk” i 2024. Udstillingerne er blandt andre steder vist på Syddansk Universitets campusser i Odense og Sønderborg.

Bertil Dorch er uddannet astrofysiker fra Niels Bohr Instituttet hvorfra han afsluttede en PhD som omhandlede numeriske simulation af Solen og andre stjerners magnetfelt. Efter hans PhD blev han ansat først som astronom ved Det Kongelige Svenske Videnskabsakademi (1999–2002), siden som adjunkt (2003–2005) og adjungeret lektor (2006–2011) på Københavns Universitet. Derefter fik han job som seniorforsker på Det Kongelige Bibliotek (2006-2013), hvilket sendt ham ned af det karrierespor, der har ført til at han siden 2013 har været ansat ved SDU som chef for universitetsbiblioteket.

Bertil Dorch er forfatter og medforfatter på mere end 140 videnskabelige originalartikler, bogkapitler, manuskripter og artikler i fagblade og på internettet indenfor sine fagområder. Hans publikationer er citeret over 2000 gange og han har optrådt over 100 gange i danske aviser, dagblade og magasiner.

Bertil Dorchs formidlingsindsats til bredere kredse er imidlertid meget mere omfattende end de to SNU udstillinger og rummer redaktion af stjerner og stjernenavne i Lex – Danmarks Nationalleksikon, Forskningens Døgn, Naturvidenskabsfestivalen og 450-året for Tycho Brahes beskrivelse af supernovaen i Cassiopeia.

Bertil Dorchs hjerte banker for at formidle videnskab og ikke bare den nemme del af det som folk gerne vil høre, men også de nyeste forskningsartikler. Han har således oprettet en YouTube kanal hvor han hver uge formidler en helt dugfrisk forskningsartikel og laver forsker-samtaler om forskningen bag artiklen. På den måde er han med til både at brede forskningsfronten ud til alle der kunne være interesseret i at forstå hvordan forskningsresultater bliver til.

I sin blændende takketale nævnte Bertil Dorch det kommende 350-års jubilæum for Ole Rømers opdagelse af “lysets tøven”, som Rømer erkendte i forsøget på at realisere Galileis idé om et globalt ur og dermed længdegradsbestemmelse baseret på iagttagelse af formørkelserne af Jupiters måne Io. Bertil Dorch er initiativtager til et nationalt formidlingsprojekt i den anledning. Han havde desuden fra SDUs universitetsbibliotek medbragt et eksemplar af de trykte forhandlinger fra Académie des sciences i Paris, hvor fremlæggelsen af Rømers opdagelse er dokumenteret.

Det er Hattefirmaet Henrik Dorch grundlagt i 1753 i Odense, som Bertil Dorch er 9. generations indehaver af.