Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) tildeler den 9. december 2024 H.C. Ørsted Medaljen i bronze for fremragende formidling af naturvidenskab til lektor Julie Hougaard Overgaard, Roskilde Gymnasium.
Med medaljen og æren følger et rejselegat på 25.000 kroner samt 50.000 kroner til et projekt på Roskilde Gymnasium sponseret af energiselskabet Ørsted.
Arrangementet begynder kl. 19.30 med årets sidste foredrag, der har titlen ”Den mikrobielle verden indeni os” ved professor Tine Rask Licht, DTU Fødevareinstituttet. Derefter, ca. kl. 20.45, finder selve uddelingen sted. Arrangementet foregår i H.C. Ørsted Bygningens Auditorium 1, Universitetsparken 5, 2100 København Ø. Efter uddelingen er der reception.
Lektor Julie Hougaard Overgaard har siden 2017 været ansat på Roskilde Gymnasium, hvor hun underviser i fysik og matematik. Julie er en fremragende lærer og en vaskeægte rollemodel og en tindrende ledestjerne for eleverne og naturvidenskaben på skolen. Hun er drevet af et stærkt ønske om, at naturvidenskab er for alle, såvel drenge som piger, og det gælder elever på alle niveauer også dem, som er uden medbragt interesse for disse fag. Hun forstår således såvel at inspirere stærke elever som at løfte de svage.
Julie er en bærende kraft i skolens ekstracurriculære og frivillige elevprogram, Rumklubben, hvor omkring 60 elever finder et fællesskab og en interesse for himmelrummet bl.a. på ture til f.eks. Brorfelde og Møn. Om Rumklubben skriver Julie meget betegnende for den inkluderende og afvæbnende tilgang: ”Rumklubben er et hyggeligt fællesskab og er ikke et talentprogram, men et interessefællesskab. Om du er nørd eller nybegynder er derfor lige meget. Det eneste krav er, at du synes det kunne være sjovt at vide mere om det store himmelrum og gerne vil med på spændende ekskursioner.” Ligeledes har Julie været en drivende person i udviklingen af det nye naturvidenskabelige grundforløb for 1.g., som har øget antallet af elever på de naturvidenskabelige retninger, og der er bemærkelsesværdigt mange piger.
Julie er med sin meget positive og konstruktive indgang til skolen meget afholdt af sine elever og af kollegerne. Hun er eftertragtet som pædagogikum vejleder, og hun er forankret i sine faggrupper. Hun er en stærk didaktiker og har været en drivende kraft i skolens arbejde med AI, hvor hun har udviklet nyt materiale. Også udadtil har Julie gjort sig bemærket og eksempelvis holdt oplæg på fagdidaktisk pædagogikum, deltaget i populærvidenskabelige podcasts samt indsendt nye pensumforslag til fysiklærerforeningen mm.
For mere information om medaljemodtageren, ceremonien og Selskabet for Naturlærens Udbredelse, kontakt venligst Selskabets sekretariat, telefon 20119488 eller snu@snu.dk eller se videre på SNUs facebook side.
Om Selskabet
Selskabet for Naturlærens Udbredelse – i daglig tale kaldet SNU – blev stiftet af H.C. Ørsted i 1824. Efter en større udlandsrejse så han et behov for også i Danmark at have et selskab, hvor alle kunne komme og høre om de nyeste landvindinger inden for fysik og kemi – og disse fags potentielle betydning for næringslivet. Han gav sig derfor til at holde forelæsninger, hvor alle havde adgang. Det blev bl.a. udnyttet af bryggerfamilien Jacobsen, og på den måde var SNU med til at danne grundlag for Carlsbergs forkantsposition i tiden. Her 200 år efter er SNU stadig et samlingspunkt, hvor fremtrædende forskere formidler den nyeste viden, ofte på tværs af traditionelle faggrænser.
Om energiselskabet Ørsted
Energiselskabet Ørsted er drevet af en vision om en verden, der udelukkende er baseret på grøn energi. Ørsted er inspireret af H.C. Ørsteds nysgerrighed efter at forstå naturen, og H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen er grundlaget for moderne produktion af elektricitet, som er kernen i virksomheden Ørsted. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker samt bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg og leverer energiprodukter til sine kunder. Ørsted rangerer på CDP’s A-liste for sin globalt førende indsats mod klimaforandringer og var det første energiselskab i verden, der fik sit videnskabeligt baserede mål om netto-nuludledning godkendt af Science Based Targets initiative (SBTi).
Ørsteds kommentar til medaljemodtageren: ”Fysik og matematik er grundlæggende discipliner for analyse og design af vedvarende energikilder som for eksempel havvindmølleparker. De er derfor centrale kompetencer, der støtter vores vision om en verden, der kører udelukkende på grøn energi. Det er enormt vigtigt for unge at have gode rollemodeller som Julie Hougaard Overgaard. Hun arbejder ikke alene for, at eleverne udvikler gode kompetencer og et højt fagligt niveau, hun har også et stærkt fokus på den naturvidenskabelige metode og tankegang samt på at vække elevernes nysgerrighed. Julie arbejder bl.a. med at udvikle nyt materiale for digital dannelse, som indeholder kunstig intelligens. Den digitale kompetence, det materiale giver, koblet sammen med naturvidenskabelig nysgerrighed, vil forberede eleverne på den hurtige udvikling, vi nu ser inden for digital innovation i energisektoren. Det er derfor glædeligt at se den dygtige rollemodel Julie Hougaard Overgaard som årets medaljemodtager,” siger Mathias Stolpe, som er Senior Lead Numerical Specialist hos Ørsted og Ørsteds repræsentant i bedømmelsesudvalget.
Om H.C. Ørsted Medaljen i bronze til inspirerende gymnasielærere
Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) har siden 2012 sat fokus på den vigtige formidling i gymnasiet ved en årlig uddeling H.C. Ørsted Medaljen i bronze til inspirerende gymnasielærere og fremragende formidlere i den gymnasiale verden inden for Selskabets fagkreds. Medaljen uddeles nu for 13. gang. En inspirerende gymnasielærer i naturvidenskab kan være afgørende for, om en elev bliver interesseret og får en god indgang til at forstå den naturvidenskabelige og tekniske omverden. Det kan for mange også være en motiverende faktor i forbindelse med studievalg og vigtigt for, om man tør gå videre med en uddannelse, der kræver indsigt på det naturvidenskabelige eller tekniske felt.
Tildelingen i 2024 sker på baggrund af indstillinger fra gymnasieskoler over hele Danmark, som er blevet bedømt af et 8-personers fagkyndigt bedømmelsesudvalg under ledelse af Hans Lindemann, fhv. rektor for Metropolitanskolen.