Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) indkalder hermed til indstillinger til den årlige uddeling af Lektor, Dr. Phil. Fru Kirstine Mayer, f. Bjerrum’s Mindelegat. Legatet, der uddeles med støtte fra Carlsbergs Mindelegat, udgør 15.000 kr. og tildeles udelukkende efter indstilling.
Kirstine Meyer var den første danske kvinde, der blev dr.phil. i fysik, og i 1920 var hun redaktør for en udgivelse af Ørsteds samlede værker, som fik stor betydning for eftertidens forståelse af spændvidden i Ørsteds forskning. Denne publikation blev genudgivet af Videnskabernes Selskab i 2020, i en meget smukt trykt udgave. Kirstine Meyer ydede også en exceptionel indsats inden for skoleundervisningen i fysik og kemi og skrev bl.a. en meget kendt og benyttet lærebog, ”Lille Naturlære”.
Til udvælgelse af modtageren i 2025 har SNU’s direktion nedsat et nomineringsudvalg bestående af professor Anja C. Andersen (KU), lektor Kirsten Ørnsbjerg Jensen (KU), professor Kirstine Berg Sørensen (DTU) samt Jesper Gretlund (Sparrow Quantum).
Indstillinger til legatet bestående af motivation samt et fuldt CV bedes sendt til snu@snu.dk senest 27. oktober 2025.
Der er ikke noget ansøgningsskema. Dog bedes man holde sig inden for 1 A4-ark med normal læselige typografi så vidt angår motivationen. Der er ingen begrænsninger på længden af det fulde CV.
Legatet forventes overrakt mandag den 10. november 2025 i forbindelse med foredrag om Machine Learning af Line Clemmensen, som finder sted kl. 19:30 i Auditorium 1 i H.C. Ørsted Bygningen, Universitetsparken 5, 2100 København Ø.
Kriterier for tildeling af legatet
Legatet gives ifølge den oprindelige fundats til ”unge lovende danske Studerende eller Kandidater til Fremme af deres Uddannelse eller deres Forskning paa Naturlærens Omraade”.
I dag lægges der vægt på, at modtageren har nået at publicere selvstændige bidrag til sit forskningsområde, og viser originalitet og overblik i sin forskning.

