NYHEDER

Kvantecomputere bliver den næste teknologiske revolution – forsker hædres med H.C. Ørsted guldmedalje

Kvantecomputere bliver den næste teknologiske revolution – forsker hædres med H.C. Ørsted guldmedalje

Selskabet for Naturlærens Udbredelse tildeler med støtte fra energiselskabet Ørsted en H.C. Ørsted guldmedalje i fysik til professor Charles Marcus. Hans forskning bringer verden tættere på anvendt kvanteteknologi, som kan blive lige så revolutionerende som H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen for 200 år siden. Guldmedaljen overrækkes af Hendes Majestæt Dronningen.

Selskabet for Naturlærens udbredelse (SNU) hædrer nu Charles Marcus, der er Villum Kann Rasmussen-professor ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet og leder af Microsoft Quantum Lab – Copenhagen, med selskabets H.C. Ørsted guldmedalje i fysik samt et rejselegat på 75.000 kr. Anerkendelsen falder sammen med 200-året for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen. Guldmedaljen og rejselegatet er gjort mulig med støtte fra energiselskabet Ørsted.

Medaljen er tildelt på baggrund af indstillinger fra danske universiteter og forskningsinstitutioner, og den faglige bedømmelse er foretaget af et udvalg bestående af fem medlemmer af Videnskabernes Selskab.

Charles Marcus’ forskningsfelt er kvanteelektronik. Med sine banebrydende eksperimenter gennem 30 år har han spillet en helt central rolle i udviklingen af feltet, som i dag er i rivende udvikling hen imod egentlige kvanteteknologier, hvor kvantemekanikken kan tøjles og udnyttes i kvantecomputere. En kvantecomputer vil beregne efter andre principper end traditionelle computere og vil derfor kunne løse visse komplekse problemstillinger meget hurtigere, end det er muligt i dag. Potentialet er så stort, at det er svært fuldt ud at begribe mulighederne, men eksempelvis vil kvantecomputere kunne simulere store og komplekse molekyler, hvilket muliggør, at blandt andet medicin og vacciner kan designes gennem simulation i stedet for gennem opdagelse. Kvanteforstærkede simuleringer kan også hjælpe i jagten på nye materialer med eftertragtede egenskaber – for eksempel et materiale, der er superledende ved stuetemperatur, så det modstandsfrit kan transportere strøm og derved undgå det strømtab, der sker i vores ledninger i dag.

Professor Dorte Olesen, præsident for SNU siger: ”Charles Marcus er indbegrebet af en moderne videnskabsmand og en yderst fortjent modtager af H.C. Ørsted guldmedaljen i fysik. Ligesom H.C. Ørsted selv er Charles Marcus både forsker og formidler i verdensklasse, og så har han et særligt øje for, hvordan hans forskning kan komme samfundet til gavn. Han er den første udenlandske modtager af guldmedaljen og er kommet til landet med en fantastisk akademisk baggrund, så han er også et glædeligt eksempel på, hvordan Danmark kan tiltrække nogle af verdens allerbedste forskere.”

Bygger kvantecomputer
Charles Marcus står også i spidsen for et bemærkelsesværdigt samarbejde mellem Københavns Universitet og Microsoft, som i partnerskab har sat sig for at fremstille en topologisk kvantecomputer. Samarbejdet viser Charles Marcus’ moderne tilgang til forskning, der både kræver et økonomisk og teknologisk engagement fra en stor virksomhed som Microsoft og den videnskabelige ekspertise fra universitetet.

Henrik Poulsen, CEO for Ørsted og HCØ2020-ambassadør siger: ”Når forskning og erhvervsliv arbejder sammen, opstår der nye muligheder, processer kan accelereres, og løsninger kan finde umiddelbar anvendelse til gavn for samfundet. Helt i H.C. Ørsteds ånd har Charles Marcus, Københavns Universitet og Microsoft udnyttet disse gevinster gennem deres samarbejde om at skabe en kvantecomputer, der vil kunne revolutionere teknologien og hjælpe os til at løse både klimaudfordringer og andre problemer, vi står overfor som verdenssamfund.”

Charles Marcus siger: ”Jeg er meget beæret over at modtage en guldmedalje fra Selskabet for Naturlærens Udbredelse for min forskning og indsats for at udbrede og advokere for videnskaben. Jeg ynder at se mit arbejde inden for kvanteelektronikken som en naturlig forlængelse af H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen for 200 år siden, så denne anerkendelse fra den danske videnskabsmands eget selskab er en meget stor ære.”

Guldmedaljen overrækkes af H.M. Dronningen
SNU’s H.C. Ørsted guldmedalje gives for fremragende videnskabelige arbejder inden for fysikkens og kemiens områder. Medaljen kan gives til forskere, der arbejder i Danmark, og er hidtil tildelt 18 forskere siden 1909, heriblandt to Nobelpristagere, Niels Bohr (1924) og Aage Bohr (1970).

Dette års guldmedalje og rejselegatet vil blive overrakt af Hendes Majestæt Dronningen i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab den 27. november 2020. Pressen er velkommen i begrænset omfang, og tilmelding skal ske per mail til Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab senest 13. november (se kontaktoplysninger nedenfor).

Charles Marcus vil allerede inden overrækkelsen holde en offentlig forelæsning den 19. oktober 2020 kl. 19 i Auditorium 1 i H.C. Ørsted Bygningen, Universitetsparken 5, 2100 København Ø. Foredraget kræver tilmelding, som kan ske på https://royalacademy.formstack.com/forms/untitled_form_hco_guldforedrag2020.

Guldmedaljen og rejselegatet er muliggjort med støtte fra energiselskabet Ørsted. Forelæsningsarrangementet og overrækkelsesceremonien er arrangeret med støtte fra Carlsbergs Mindelegat for Brygger J.C. Jacobsen.

Mere om Charles Marcus
Charles Marcus er født i Pittsburgh, Pennsylvania, voksede op i Sonoma, Californien, og har studeret på Stanford University for senere at vende tilbage til Stanford som professor. Han har en ph.d. i fysik fra Harvard University, hvor han senere også fik job som professor. Efter et sabbatophold i København i 2010 forlod Charles Marcus Harvard og flyttede til Danmark med sin familie for at blive den første Villum Kann Rasmussen-professor sponseret af Villum Fonden og starte Center for Kvanteelektronik på Niels Bohr Institutet sponseret af Danmarks Grundforskningsfond. Centret er vokset og er i dag en kapacitet, der, sammen med kolleger inden for relaterede kvanteforskningsområder, har givet Danmark et markant aftryk på det kvanteteknologiske landkort. Centret har opbygget en særlig status inden for udforskningen af kvantemekanikken og dens anvendelser på elektroniske kredsløb, som trækker tråde tilbage til den kvantefysiske guldalder, som Niels Bohr foranledigede ved instituttets tilblivelse.

Charles Marcus’ mange eksperimenter har spillet en nøglerolle i udviklingen af den beherskelse, som det kræver at manipulere kvantefysiske tilstande i faste stoffer på enkelt-elektronniveau. Igennem årene har hans videnskab drevet en rivende eksperimentel udvikling af alle de teknikker, som det kræver dels at fremstille prøver med komplekse halvlederkredsløb med nanometeropløsning og dels at udføre målinger ved blot få hundrededele af en grad over det absolutte nulpunkt.

Charles Marcus har trænet en lang række af de personer, som kommer til at udgøre den næste generation af internationale topforskere, og han har ydet en kæmpe indsats for at forklare såvel den videnskabelige som den almindelige befolkning, hvilke enorme perspektiver dette felt har. Det har han blandt andet gjort gennem et meget travlt foredragsprogram. Han har en særlig evne til at fange sine tilhørere med sit på samme tid billedrige og præcise sprog, hvilket givetvis har været medvirkende til, at kvantemekanik og det nye felt kvanteteknologi har vundet stor interesse i Danmark og internationalt.

Kontaktinformation
Selskabet for Naturlærens Udbredelse
Dorte Olesen
21 26 03 50
doole@dtu.dk

Ørsteds presseafdeling
Anders Stougaard
99 55 67 39
astou@orsted.dk

Videnskabernes Selskab
Kristoffer Frøkjær
33 43 53 20
kf@videnskabernesselskab.dk

Om Selskabet for Naturlærens Udbredelse – levende formidling gennem snart 200 år
Efter sin store opdagelse tog H.C. Ørsted på en længere foredragsrejse og opdagede, at man i både England og Frankrig havde fået selskaber, hvor alle kunne høre om de nyeste fremskridt inden for fysik og kemi – og om fagenes betydning for erhvervslivet. Han stiftede derfor i 1824 Selskabet for Naturlærens Udbredelse og begyndte selv at holde åbne forelæsninger med adgang for alle i København, og han fandt dygtige forelæsere også i mange andre byer i Danmark. Bryggerfamilien Jacobsen var blandt hans tilhørere i København og de første medlemmer af SNU. SNU fokuserer fortsat på den bedste og nyeste formidling af naturvidenskab, og belønner fremragende forskning og formidling med H.C. Ørsted Medaljer.

Om Ørsted
Ørsteds vision er at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted er inspireret af H.C. Ørsteds nysgerrighed efter at forstå naturen, og H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen er grundlaget for moderne produktion af elektricitet, som er kernen i virksomheden Ørsted. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker samt bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg og leverer energiprodukter til sine kunder. Ørsted topper i 2020 Corporate Knights’ Global 100-indeks over verdens mest bæredygtige virksomheder og rangerer på klimaorganisationen CDP’s A-liste for sin globalt førende indsats mod klimaforandringer. Ørsted har 6.000 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark.

Om Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og H.C. Ørsted
Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab har gennem sin mere end 275-årige historie spillet en central rolle i dansk forskning, og har både i dag og gennem tiden haft forskere af betydelig karakter som fx Niels Bohr, Marie Curie, Albert Einstein og Charles Darwin som medlemmer. H.C. Ørsted var ikke alene medlem af Videnskabernes Selskab, men spillede desuden en hovedrolle i datidens videnskabelige verden fx som sekretær for selskabet gennem mere end 35 år (1815-1851).

Om Carlsbergs Mindelegat for Brygger J. C. Jacobsen
Carlsbergfondet stiftede den 1. oktober 1938 Carlsbergs Mindelegat for Brygger J. C. Jacobsen. Med udgangspunkt i fundatsen støtter Carlsbergs Mindelegat talentudvikling af yngre mennesker samt større og mindre projekter, der bidrager til at formidle og fremme forståelsen for videnskaben og dens betydning i samfundet, med særlig fokus på ungdommen. J.C. Jacobsen var selv en stor beundrer af H.C. Ørsted, hvis forelæsninger i SNU han begyndte at følge som meget ung og lærte meget af.