FOREDRAG

Fra mønstergenkendelse til AI: Når maskiner lærer at se

Fra mønstergenkendelse til AI: Når maskiner lærer at se

Foredraget afholdes i Rundetaarn i anledning af 350-året for Ole Rømers opdagelse af Lysets Tøven.

Deltagelse kræver billet. Køb din billet her.

Billetprisen er 110 kr. (voksen) og 80 kr. (studerende).
SNU-medlemmer får 25% rabat med fremsendt rabatkode.

Du er omgivet af automatisk billedanalyse – fx i trafikken, i din telefon og hos lægen – helt uden du tænker over det, men hvordan lærer man egentlig en maskine at se? I dette foredrag gør professor og præsident for SNU, Rasmus Larsen, dig klogere på netop dette, og hvordan billedanalyse har udviklet sig rent teknologisk gennem tiden.

Automatisk billedanalyse er i dag en integreret del af vores hverdag. Vores ansigter genkendes, når vi logger ind på mobiltelefonen, nummerplader registreres automatisk ved broer og betalingsanlæg, biler aflæser vejskilte og overvåger trafikken omkring sig, og digitale værktøjer hjælper læger med at analysere røntgenbilleder og scanninger. Samtidig overvåges industrielle produktionslinjer af kameraer, og satellitbilleder bruges til automatisk at kortlægge havis i Arktis.

Men hvordan lærer en maskine egentlig at “se”?

I dette foredrag fortæller professor og præsident for SNU, Rasmus Larsen, om udviklingen inden for automatisk billedanalyse gennem de seneste 50 år – fra de første eksperimenter med mønstergenkendelse til nutidens avancerede algoritmer og kunstige intelligens.

Det hele starter med lys
Udgangspunktet for al billedanalyse er lys. Digitale kameraer registrerer lys på nogenlunde samme måde som det menneskelige øje gennem røde, grønne og blå bølgelængder, mens andre billedteknologier arbejder i eksempelvis infrarødt, ultraviolet eller røntgenspektret. Ved hjælp af algoritmer og stor regnekraft kan disse data omsættes til billeder og analyser, der gør det muligt for computere at identificere mønstre, objekter og sammenhænge.

I foredraget denne aften, hvordan kvaliteten af billeder, udviklingen af algoritmer og adgangen til store datamængder har været afgørende for feltets udvikling – og på de store visioner, gennembrud og skuffelser, der har præget forsøget på at reproducere det menneskelige syn.

Samtidig fortælles historien om, hvordan automatisk billedanalyse voksede frem som forskningsfelt i Danmark. Med dannelsen af Dansk Selskab for Automatisk Genkendelse af Mønstre (DSAGM) i 1975 blev grundstenen lagt til et forskningsområde, der i dag findes på alle danske universiteter med teknisk og naturvidenskabelig profil og anvendes på tværs af næsten alle fagområder.

Foredraget holdes af Rasmus Larsen, en af Danmarks centrale forskere inden for computer vision, billedanalyse og kunstig intelligens. Rasmus Larsen er professor ved DTU Compute og præsident for Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU).

Oplev også den aktuelle udstilling
Det vil denne aften også være muligt for gæster at opleve den aktuelle udstilling i Rundetaarns historiske Bibliotekssal, Isens brydninger, introduktionsudstilling Ole Rømer og den store opdagelse, og købe et glas vin.

Kirstine Meyers Mindelegat

Efter foredraget uddeles Kirstine Meyers Mindelegat 2026.

Infoboks:

Fra mønstergenkendelse til AI: Når maskiner lærer at se

Dato: 16. Sep 2026
Tidspunkt: 19.00-20.30

Foredragsholder: Professor Rasmus Larsen
Institution: DTU Compute
Mailadresse:

Foredraget afholdes: Rundetaarn

Bemærkninger:
SNU-medlemmer får rabat på dette foredrag ved brug af den fremsendte rabatkode. Er du medlem men har ikke modtaget rabatkoden, så kontakt sekretariatet på sekretariatet@snu.dk.