NEWS

Professor Rasmus Larsen overtager H.C. Ørsteds kappe som præsident for Selskabet for Naturlærens Udbredelse

Professor Rasmus Larsen overtager H.C. Ørsteds kappe som præsident for Selskabet for Naturlærens Udbredelse

Professor Rasmus Larsen fra Institut for Matematik og Computer Science på Danmarks Tekniske Universitet er valgt som den 15. præsident for Selskabet for Naturlærens Udbredelse. Rasmus Larsen har som prorektor på DTU stået i spidsen for to store nationale formidlingsprogrammer. Først HCØ2020, der fejrede 200 året for Ørsteds opdagelse af sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme i et konsortium bestående af Danske Universiteter, Astra (det nationale naturfagscenter), Experimentarium og Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. SNU havde et stort bidrag med foredragsrække og en stor udstilling i Rundetaarn, på SDU og Stenomuseet. Dernæst Rumrejsen 2023, der fejrede Astronaut Andreas Mogensens anden rumrejse i et konsortium med ESA, Danske Universiteter, Uddannelses- og Forskningsministeriet, Naturvidenskabernes hus, Astra, Experimentarium, Dansk Industri og Teknisk Museum.

Rasmus Larsen siger: ”Det var H.C. Ørsteds mål, at de naturvidenskabelige gennembrud bliver forstået og nyttiggjort i samfund og erhvervsliv. Det er lige så aktuel i dag som dengang. Naturvidenskaben og de afledte teknologier påvirker alle menneskers liv. Formidlingen af forskningens resultater styrker den demokratiske dialog ved at vi som individer kan tage stilling på et oplyst grundlag og ideelt forbedrer det de politiske beslutninger, der tages i vores samfund. Jeg vil gøre mit bedste for at honorere den tillid SNUs direktion var vist mig og vil sammen med direktionen fortsætte arbejdet i H.C. Ørsteds ånd til gavn for Selskabets medlemmer og vores samfund. Samtidig jeg gerne rette en stor tak til min forgænger professor Anja C. Andersen, der udover selv at være en fremragende og utrættelig formidler af naturvidenskaben til SNUs arrangementer og i utallige andre sammenhænge, på forbilledlig vis har ledet Selskabet og favnet direktion og medlemmer. Jeg er meget taknemmelig for at Anja fortsætter som vicepræsident.”

Anja C. Andersen træder altså tilbage som præsident, men fortsætter som Selskabets vicepræsident. Hun har i sin præsidentperiode stået i spidsen for fejringen af Selskabets 200-års jubilæum, som blev fejret med en jubilæumsbog ”Naturvidenskabens Ildsjæle” der udkom på H.C. Ørsteds fødselsdag d. 14. august; en udstilling i Rundetaarn med titlen “Fra forsker til folk”, et foredragsprogram afholdt i Rundetaarn ifm. udstillingen med syv foredrag, samt Uddeling af H.C. Ørsted medaljer til en række fremragende forskere og fremragende formidlere af den eksakte naturvidenskab.

Anja Andersen siger: ”Det har været et stort privilegium de seneste tre år at stå i spidsen for SNU og ikke mindst den store fejring af Selskabets 200-års jubilæum. For mig har det været en stor glæde at mærke vores medlemmers store opbakning til H.C. Ørsteds målsætning om formidling af naturvidenskaben til bredere kredse og de arrangementer Selskabet afholder. Jeg er glad for at give stafetten videre til Rasmus Larsen, der som jeg brænder for den naturvidenskabelige formidling og som nu vil sætte sit organisationstalent i spil til gavn for SNU.”

Om Selskabet for Naturlærens Udbredelse

Selskabet for Naturlærens Udbredelse er stiftet af H.C. Ørsted i 1824. Det var hans formål, at Selskabet skulle virke for at bygge bro mellem naturvidenskaben og erhvervslivet – så de nyeste naturvidenskabelige landvindinger kunne blive forstået og nyttiggjort i samfundet. Det har således fra første færd været et hovedformål for Selskabet at kunne “oversætte” naturvidenskabens og den tekniske videnskabs sprog, så videnskabernes resultater blev forståelige og tilgængelige også for andre end eksperterne selv.

Om Rasmus Larsen

Rasmus Larsen er professor i billedanalyse ved Institut for Matematisk Modellering på Danmarks Tekniske Universitet. Han er civilingeniør fra 1991 og ph.d. fra 1994 fra DTU og har haft længere forskningsophold ved Linköpings Universitet, University of California San Diego og Stanford University. Han har været institutdirektør og prorektor på DTU. Han er bestyrelsesmedlem i Danmarks Tekniske Museum og var i sin studietid økonomisenior og ledende senior i Studenterforeningen.

Contact

Læs mere om Selskabet for Naturlærens Udbredelse: snu.dk

Kontakt: Rasmus Larsen, tlf. 22153943, e-mail: rlar@dtu.dk

Kontakt: Anja C. Andersen, tlf. 51483688, e-mail: anja@nbi.ku.dk

Pressemeddelelsen kan også downloades som pdf her