Niels Bohr foreslog i 1913 en model for atomernes opbygning, der minder om planeternes kredsløb om solen. Bohrs teori blev en forløber for kvantemekanik, hvis formler er utroligt præcise men også radikalt forskelige fra dagligdagens fysik: Indtil vi måler på dem, er de mikroskopiske partikler tilsyneladende flere steder på samme tid, og målingerne giver altid tilfældige resultater.

Skaberne af den nye teori blev aldrig enige om, hvordan vi skal forstå kvantemekanikkens mere paradoksale sider, og samtidigt med at vi i dag kan regne på alt fra stjerners fødsel og død til chippen i den moderne computer, fører fysikere stadig intense diskussioner om kvantemekanikkens dybere betydning. Niels Bohr udtalte at ” … hvis nogen siger, han kan tænke over kvanteproblemerne uden at blive svimmel, viser det blot at han ikke har forstået den mindste smule af dem.” I foredraget vil jeg diskutere de observationer, der førte til Bohrs atomfysik og til kvantemekanikkens teoretiske formler, og nogle af de vidt forskellige forsøg på at fortolke kvantemekanikken. I disse år sigtes mod praktiske anvendelser af kvantemekanikkens særeste og mest paradoksale konsekvenser.