Under en universitets forelæsning i 1820 opdagede Hans Christian Ørsted, at en elektrisk strøm i en metaltråd havde virkning på en kompasnål. Af uforklarlige grunde ventede Ørsted nogle måneder før han gik i gang med en meget detaljeret undersøgelse af denne fuldstændigt uventede vekselvirkning. Han beskrev sine resultater i en kort artikel på latin og sendte den til fremtrædende videnskabsmænd verden rundt. Ørsteds opdagelse blev accepteret med det samme, og ingen var i tvivl om dens betydning for naturvidenskaben.
I årene 1822-23 var han på et sejrstogt gennem Tyskland, Frankrig og England. Besøget i England var særdeles vigtigt for Ørsted. Her blev han for første gang klar over eksistensen af bogstaveligt hundredvis af små selskaber og foreninger for naturvidenskabens udbredelse. Ved sin hjemkomst begyndte Ørsted at samle støtte til skabelsen af noget lignende i Danmark, og Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) blev grundlagt i 1824. Formålet var at støtte den almene velfærd og at skabe mere interesse for naturvidenskaben. Selskabet var (og er endnu i dag) privat og uden offentlig økonomisk støtte. Denne begivenhed ændrede Ørsteds liv som videnskabsmand. Offentlige pligter krævede en stigende del af hans opmærksomhed og kræfter.
På dette tidspunkt havde SNU en dobbelt målsætning. På den ene side skulle det påtage sig undervisningen i naturvidenskab på et elementært niveau. På den anden side skulle SNU også tage sig af et utal af praktiske spørgsmål om fx fremstillingen af stivelse og eddike, gæring, destillation og garvning. De mest synlige af SNU’s mange aktiviteter var en storslået række af offentlige forelæsninger og kurser, der blev afholdt både i København og i provinsen. I det første år fulgte mere end 200 mennesker forelæsningerne i kemi og fysik. Ørsted selv stod for disse foredrag fem aftener om ugen. Samtidigt fortsatte han sin normale universitetsundervisning i uændret omfang. Foredragsholderne (især dem i provinsen) var forpligtet til at aflægge et årligt besøg i København, hvor de selv skulle lære om de seneste videnskabelige og praktiske opdagelser. Ørsted vidste, hvad han ønskede fra disse forelæsere:
“Videnskabsmanden maae da vogte sig vel for at ville lære den kunstfliddrivende Borger, hvad denne bedre forstaaer: hans egen Kunstflid; men videnskabsmanden skal lære Borgeren Noget som ligger uden for deres Fag, og dog er ham vigtigst … Naar Videnskabsmanden og den Næring og Kunstfliddrivende Borger ret forstaae hindanden, saa vil Hiin gjøre denne nyttige Forslag til Prøvelse; denne vil ved sine Meddelelser ofte give hiin Anledning til nye Undersøgelser. Deres Forhold er en venskabelig gjensidig Meddelelse og Raadførsel, ikke blot en ensidig Læren og Foreskriven fra Videnskabsmandens Side. Maatte alle vore Medborgere erkjende dette Forhold, saa vilde sikkert Selskabet møde endnu mere udbredt Velville end hidintil, og derved gavne destomere.”
Udover disse offentlige forelæsninger skabte SNU uddannelsesmuligheder for håndværkere i mange forskellige fag, inklusiv keramik, farvning, og de nyeste teknikker i sølv- og guldbelægning. SNU’s program var meget omfattende, og budgettet var afhængigt af frivillige bidrag. Men Ørsteds største problem var at finde kvalificerede forelæsere.
I 1829 kom G. F. Ursin med et forslag om oprettelse af en polyteknisk læreanstalt, som skulle give en praktisk uddannelse til danske håndværkere. Ørsted betragtede Ursins forslag som “for snævert” og sørgede for, at det blev afvist. Der kom snart et nyt forslag til en mere akademisk institution med adgangseksaminer og med mere vægt på den grundlæggende naturvidenskab. Det nye forslag blev hurtigt godkendt, og Polyteknisk Læreanstalt åbnede med Ørsted som direktør. Den nye institution, med en stab af fuldtidsundervisere, kunne nu overtage mange undervisningsopgaver fra SNU.
Frigjort fra sine tunge undervisningspligter kunne SNU nu koncentrere sig om at bringe naturvidenskaben ud til offentligheden. SNU søgte at løse mange forskellige tekniske problemer, fx i forbindelse med saltning af smør og kød, forarbejdning af platin og forbedring af byggematerialer. I 1838 gav nye mejeriteknikker mulighed for langtidslagring af 1.800 kg ost. Denne ost blev solgt på auktion under stor opmærksomhed og til rekordhøje priser.
SNU’s offentlige forelæsninger antog nu en mere folkelig karakter. Man begyndte en række af søndagsforelæsninger for medlemmer (og deres koner), og der var en anden forelæsningsrække om ny teknologi for hele familien. Er fandtes fremvisninger af alt muligt, inklusiv dampmaskiner og elektriske motorer. Demonstrationen af telegrafen i 1839 blev anmeldt af H. C. Andersen. Der blev altid udgivet trykte resuméer af disse forelæsninger. Forelæsningerne var velbesøgte, med op imod 2.000 gæster pr. måned. Indholdet blev tit refereret i dagspressen.
SNU udgav en række forskellige publikationer, deriblandt en bog om “Runkelroer og Runkelroesukker” i 1836. Skønt den i begyndelsen mødte foragt hos de danske bønder, blev det snart klart, at dette var et økonomisk spændende alternative til afhængigheden af vestindisk rørsukker. En rentabel produktion fulgte snart efter. I 1830’erne forsynede SNU skoler med videnskabelige instrumenter og gjorde det muligt for skoleelever at følger fysik- og kemiforelæsninger ved Universitetet og på Polyteknisk Læreanstalt. Denne rolle i skolernes undervisning endte i 1845, da naturvidenskab blev en selvstændig disciplin i de danske skoler.
I betragtning af H. C. Ørsteds betydning for det danske samfund – ikke mindst gennem Selskabet for Naturlærens Udbredelse – er det ikke mærkeligt, at tusindvis af danskere deltog i et fakkeltog ved hans død i 1851.
Andrew D. Jackson
Niels Bohr Instituttet
12 februar 2004
Læs mere om Ørsted:
Dansk oversættelse af Ørsteds latinske skrift om elektromagnetismens opdagelse
Hans Christian Ørsted: En kort levnedsskildring af M.C. Harding