Atomar spektroskopi var et veludviklet og meget aktivt forskningsområde i årene op mod 1913, hvor Niels Bohr offentliggjorde sin berømte trilogi om atomers og molekylers opbygning. Det levede sit eget liv med opmåling og empirisk systematisering af spektrallinier fra flammer og elektriske udladninger i gasser; men ingen vidste, hvorledes grundstoffernes karakteristiske spektrallinier egentlig dannes.
Dette ændredes fuldstændigt med Bohrs atommodel. Der opstod straks et yderst frugtbart samspil mellem teori og eksperiment, idet teoretiske forudsigelser straks blev efterprøvet empirisk, og nye eksperimentelle opdagelser til stadighed udfordrede de nye teoridannelser.
Atomar spektroskopi er stadig et levende forskningsområde, men det har skiftet karakter mange gange i sit lange liv, om end det til stadighed siden 1913 har været karakteriseret af stærke og frugtbare bånd mellem teori og eksperiment. Dette illustreredes meget tydeligt ved dette års uddeling af Nobelprisen i fysik, som gik til banebrydende arbejder indenfor moderne spektroskopi. Blandt disse er udviklingen af de hidtil mest præcise tidsmålere i form af optiske atomure, som bygger på bestemte spektrallinier i atomare ioner.