Lærer Per Saxtorph Jørgensen leverer en ekstraordinær indsats som underviser på og medgrundlægger af Det Natur-tekniske Værksted Skramloteket. Derfor tildeles han i år H.C. Ørsted Medaljen i bronze.
Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) står bag den årlige tildeling af H.C. Ørsted Medaljen i bronze, der tildeles for fremragende formidling af naturvidenskab i grundskolen. I år sker det den 8. maj, og denne gang går anerkendelsen til Lærer Per Saxtorph Jørgensen fra Det Natur-tekniske Værksted Skramloteket. Med medaljen følger et rejselegat på 25.000 kr. samt et legat til medaljemodtagerens institution på 25.000 kr. til brug for et naturfagligt projekt. Begge legater er sponsoreret af firmaet Topsoe.
Arrangementet foregår i H.C. Ørsted Bygningens Auditorium 1, Universitetsparken 5, 2100 København Ø og begynder kl. 19.30 med et foredrag af Professor Lars Buchhave, DTU Space, om ”Exoplaneter og Jagten på Liv i Universet”. Kl. ca. 20.50 finder selve uddelingen sted.
Om medaljemodtagen siger formand for bedømmelsesudvalget, Stefan Holm fra Danmarks Naturfagslærerforening: ”Modtager af H.C. Ørsted medaljen i bronze til en naturfagslærer i grundskolen i 2023 er Per Saxtorph Jørgensen fra Skramloteket, for hans entusiastiske og mangeårige arbejde med praktisk formidling af naturfag.
Ideen bag Skramloteket var at skabe et sted for børn med en praktisk-eksperimenterende tilgang til læring og siden dets etablering i 2005 har mere end 1000 elever årligt fået glæde af værkstedets unikke tilgang til naturfag. Med et enormt engagement har Per gennem årene bygget alt fra elektriske kredsløb, blinkmaskine og morseapparater til elektromagnetiske sommerfugle, pulsmålere, radioer og ultralydsdetektorer med elever og bidraget betydeligt til deres praktiske forståelse af naturvidenskab. Selv ikke coronanedlukningen stoppede Per, der fremstillede elevsæt indeholdende materialer til små elastikdrevne hjuldampere, som børn kunne bygge derhjemme. Disse blev delt ud til skolerne i nabolaget.
Per er også synlig lokalt, regionalt og nationalt og har siden etableringen af Skramloteket delt ud af sin erfaring og viden omkring praktisk-eksperimenterende undervisning på Big Bang-konferencer og naturvidenskabelige festivaler. Både for at udbrede kendskabet til Skramloteket, men også fordi Per har et stort ønske (og håb) om at lignende steder engang i fremtiden kan etableres andre steder i Danmark. Han modtog i 2007 (sammen med medgrundlægger af Skramloteket Ivan Helsingshof) Københavns Lærerforenings hæderspris, Den Gyldne Pegepind.”
Per lever således til fulde op til bedømmelseskriterierne:
- er engageret, idérig og fagligt dygtig
- leverer varieret og inspirerende undervisning
- formår på ekstraordinær vis at løfte elevernes faglige niveau og
- giver dem interesse for at studere naturvidenskabelige og tekniske fag
Anja C. Andersen fra SNU siger: ”Vi er glade for at kunne fortsætte vores samarbejde med firmaet Topsoe, der gennem snart mange år har haft tæt samarbejde med grundskolelærere og har givet dem og deres elever mulighed for at se og høre, hvordan naturvidenskab bruges i virkeligheden.”
Ole Stahl fra Topsoe siger: ”Hos Topsoe er vi stolte over at støtte personer, som har en passion omkring de naturfaglige discipliner. Samtidig er vi glade for, at vi gennem samarbejdet med SNU kan være med til at udbrede kendskabet til naturfag og i H.C. Ørsteds ånd sætte endnu mere fokus på den vigtige formidling af naturvidenskab, som ligger i undervisningen i grundskolen.”
Om H.C. Ørsted Medaljen i bronze til inspirerende grundskolelærere:
Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) har fra 2019 sat nyt fokus på den vigtige formidling i grundskolen ved en årlig uddeling af H.C. Ørsted Medaljen i bronze til inspirerende grundskolelærere inden for Selskabets fagkreds
En inspirerende grundskolelærer i naturvidenskab kan være afgørende for, om en elev bliver interesseret og får en god indgang til at forstå den naturvidenskabelige og tekniske omverden. Det kan for mange også være en motiverende faktor i forbindelse med videre skolegang og senere studievalg og vigtigt for, om man tør gå videre med en uddannelse, der kræver indsigt på det naturvidenskabelige eller tekniske felt.
Tildelingen i 2023 sker på baggrund af indstillinger fra skoleledere, kollegaer og elever over hele Danmark, som er blevet bedømt af et fagkyndigt bedømmelsesudvalg bestående af
- Stefan Holm, medlem af Danmarks Naturfagslærerforening (tidligere Danmarks Fysik- og Kemilærer Forening)
- Anja C. Andersen, Professor i offentlighedens forståelse af naturvidenskab og teknik
- Michael Birkerod Hansen, medlem af Ungdommens Naturvidenskabelige Forening
- Brian Ravnborg Christensen, Formand for Biologiforbundet
- Lars Bo Kinnerup, Formand for Geografforbundet
- Emil Hjerl, medlem af Danmarks Naturfagslærerforening (tidligere Danmarks Fysik- og Kemilærer Forening)
- Jørgen Løye Christiansen, Formand for Foreningen af lærere i Naturfag ved læreruddannelsen
- Ole Stahl, Topsoe A/S