FOREDRAG

Elektromagnetisme og kvanteelektronik

Elektromagnetisme og kvanteelektronik

Miniaturiseringen af elektriske komponenter er nået til vejs ende. En enkelt transistor på Samsungs seneste microchips måler kun 4 nanometer, altså godt samme størrelse som bredden af en DNA helix eller omtrent 40 brintatomer på række. På disse længdeskalaer har kvantemekanikken for længst gjort sit indtog med Plancks konstant og flydende strømme er blevet til elektroner, som kvantetunnelerer gennem energibarrierer. 

I dette foredrag fortæller jeg om vores bestræbelser på at forstå samspillet mellem elektronernes magnetiske og elektriske frihedsgrader i nanoskopiske systemer. Hvad er den elektriske modstand af et brintatom, og gælder Ohms lov forresten stadig? Kan vi gentage Ørsteds forsøg og få en elementarkompasnål til at slå ud under påvirkning af tunnelerende elektroner?

LIMITED EDITION – til arrangementet serveres den til 200-årsdagen bryggede Ørsted øl ”Experimenta”. Øllen har noter af peber og er blevet til i et samarbejde mellem Husbryggeriet JACOBSEN, Carlsberg Laboratorium, Carlsbergfondet og Videnskabernes Selskab.

Infoboks:

Elektromagnetisme og kvanteelektronik

Dato: 21. Sep 2020
Tidspunkt: 19:00-20:15

Foredragsholder: Lektor Jens Paaske
Institution: Niels Bohr Instituttet
Mailadresse:

Foredraget afholdes: Auditorium 1, H.C. Ørsted Bygningen, Universitetsparken 5, 2100 København Ø.

Bemærkninger:
Efter foredraget vil der være generalforsamling i SNU.

Bemærk at man ikke må parkere foran hovedindgangen til Universitetsparken 5. Man kan parkere mellem H.C. Ørsted Bygningen og August Krogh Bygningen, på den lidt interimistiske parkeringsplads lige ved siden af nybyggeriet, men det kræver en særlig P-tilladelse. P-tilladelse kan hentes hos SNUs repræsentant ved hovedindgangen til Universitetsparken 5 mellem kl. 18:45 - 19:15 og skal udfyldes med bilnummer og dato og placeres i forruden. Der kan parkeres med Easypark langs med Nørre Allé. Der er god offentlig transport til Universitetsparken, busserne 184, 185 og 150S har alle stoppested ved Universitetsparken, og bus 6A har stoppested i nærheden.

Foredraget er en del af HCØ2020: Fejringen af 200-året for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen og er støttet af Carlsbergfondet.