I 2021 og 2022 fejrer vi Niels Bohr Institutets etablering of Niels Bohrs Nobelpris. Så derfor vil jeg tale om – Einstein. Einstein fik Nobelprisen i 1921, året før Niels Bohr. Einstein er mest berømt for relativitetsteorien, men senere blev han også en meget indflydelsesrig kritiker af Bohr og kvantemekanikken. Hans kritik understregede, hvor besynderlig kvanteverdenen er. Noget som i disse år forsøges udnyttet teknologisk i fx kvantecomputere.
I dette foredrag vil jeg imidlertid fokusere på Einsteins tidlige, meget konstruktive, bidrag til kvantemekanikken. De stammer fra årene inden Niels Bohr startede i 1913. Nobelkomiteen fandt også at de var en pris værd. Einstein fokuserede på lys og fandt at selvom Maxwell og Hertz i slutningen af det 19. århundrede øjensynligt havde fundet teorien for lys, nemlig at lys er elektromagnetiske bølger, viste Einstein, at det langtfra er tilfældet. Der er fænomener i naturen, som fx den fotoelektriske effekt, hvor det er meget mere naturligt at opfatte lys som partikler.