Gennem de tyske filosoffer Immanuel Kant og Friedrich Schelling lod H.C. Ørsted sig inspirere af en filosofisk tradition, der både var metafysisk og erkendelsesteoretisk. I mit foredrag vil jeg hovedsageligt fokusere på de metafysiske aspekter af denne romantiske filosofi, der inspirerede Ørsted i hans videnskabelige arbejde og stædige holdning til naturen. Gennem eksempler fra hans fysik og kemi vil jeg belyse Ørsteds dynamiske verdensbillede og de videnskabelige begreber, som er fremmede for os i dag, men som han benyttede til at forklare fænomener såsom lys, varme, elektrisk strøm og kemisk affinitet. Nøglebegreberne er her polaritet og konstant vekselvirkende modsatrettede kræfter.