Tidligere rovere har fokuseret på at undersøge hvorvidt miljøet på Mars har kunnet understøtte eksistensen af liv på den røde planet. Med succes har de alle, og især Curiosity, fastlagt at forholdene på Mars engang var gunstige for liv. Med den seneste rover, Perseverance, er fokus skiftet til direkte at søge efter tegn på forhistorisk liv, såkaldte biosignaturer, hvis historie er gemt i stenene og geologien på Mars. En specifikt udvalg af instrumenter blev udviklet til dette formål, heriblandt PIXL, som DTU Space har leveret kritisk udstyr til. Resultaterne fra dette instrument har været afgørende for vores forståelse af forholdene i Jezero krateret, som Perseverance er i færd med at studere. Dette foredrag vil give baggrund for hele missionen, hvad instrumentet PIXL er designet til at måle, samt give et indblik i hvad vi har lært gennem de første 2 år på Mars.
Bemærk at der efter foredraget er uddeling af H.C. Ørsted Medaljen til en inspirerende gymnasielærer med reception. Alle er meget velkomne.